Alle virksomheder har en vis berøring med varemærkeretten, hvilket gør det til den mest omfangsrige af de immaterialretlige discipliner. Varemærker er forretningskendetegn, som virksomheder bruger, når de skal annoncere overfor markedet. I bund og grund kan en virksomhed bruge varemærker til at adskille sig fra konkurrenterne og tegne et bestemt billede af forretningen. Dette bliver af og til kaldt for branding. Der ligger derfor en stor kommerciel værdi i varemærker. Samfundet har derfor en vigtig opgave i at forsøge at beskytte eksisterende virksomheders varemærker, og samtidig sørge for at nye virksomheder har mulighed for at lave nye spændende varemærker. Varemærker er reguleret i den danske Varemærkelov og i den europæiske Varemærkeforordning. Begge regelsæt er konforme med de internationale konventioner, der gør det muligt at opnå brede internationale varemærkerettigheder.
I det følgende kan du læse, hvordan man får varemærkeret, herunder hvilke krav der gælder for stiftelsen af varemærkeretten. Derudover kan du blive klogere på, hvem der kan få varemærkeret, hvad retten i det hele taget beskytter imod og i givet fald hvor længe.
Registrering og ibrugtagning
Der er to måder, hvorpå man kan stifte en varemærkeret: 1) Ved registrering i et offentligt register, eller 2) ved erhvervsmæssig benyttelse også kaldet ibrugtagning. Modsat fx patenter kan varemærker altså tildeles alene på baggrund af egentlig brug. Årsagen ligger bl.a. i, at varemærker oftest ikke er færdigudviklede første gang, de offentliggøres. Det tager mange alterationer, før et varemærke opnår sit karakteristiske særpræg.
Selvom man automatisk stifter varemærkeret ved erhvervsmæssig benyttelse af sine forretningskendetegn, er der talrige fordele ved at lade sit varemærke registrere. For det første er det derved lettere at bevise, hvem der opfandt varemærket først. For det andet kan en registrering resultere i en bredere og tidligere beskyttelse, fordi der ikke stilles krav om aktuel ibrugtagning ved registreringstidspunktet.
Der er således fire måder at opnå varemærkeret i Danmark:
- Ibrugtagning indenfor landets grænser
- Registrering i Danmark gennem Patent- og Varemærkestyrelsen
- Registrering i EU gennem OHIM
- International registrering gennem WIPO
Det er forskelligt hvilken type af stiftelsesmetoder, man bør overveje at bruge. Dog bør det overvejes, hvilket og hvor stort et marked man reklamerer overfor. En virksomhed, der kun opererer indenfor Danmarks grænser, har lille bevæggrund for at lade sine varemærker registrere i resten af verden. Har man planer om at udvide sin forretning til udlandet, kan det være gavnligt at udvise rettidig omhu og lade sit varemærke registrere.
De objektive krav for varemærker
Varemærker består sædvanligvis kun af symboler. De har derfor oftest ingen betydning udenfor deres erhvervsmæssige sammenhæng og deres fravær vil ikke påvirke de respektive produkters egenskaber. Alligevel kan et godt varemærke have en langt højere værdi end et patent, fordi den underliggende brandværdi er med til at adskille et produkt fra konkurrenterne.
Overordnet set gælder der fire betingelser for at kunne få varemærkeret:
- Varemærket skal kunne gengives grafisk
- Det skal have særpræg
- Det må ikke være i strid med Varemærkelovens § 2, stk. 2
- Det må ikke krænke andre varemærker
1. Grafisk gengivelse
Om varemærkets grafiske egenskab gælder det, at varemærket som udgangspunkt skal kunne opleves med synssansen. Bogstaver, tal, symboler, navne, adresser, figurer, afbildninger og selve varens form, udstyr eller emballage er altså egnede til at fungere som varemærker. Omvendt vil det sige, at dufte, smage og lyde som udgangspunkt ikke er beskyttet under varemærkeretten indenfor EU.
På nuværende tidspunkt findes der ingen registrerede varemærker af dufte. Anderledes forholder det sig med lyde, hvor fx jingels ville kunne gøres til et varemærke. Tænk fx på DSBs letgenkendelige jingle, der består af de tre toner, D Eb Bb, der udtales DSB.
Alligevel er de fleste varemærker oftest forbundet med navne og slagord/slogans. Virksomhedsnavne, der består af forkortelser, kan være vanskelige at få varemærkeret over, men der findes nu alligevel en del kendte (og varemærkebeskyttede) firmanavne, der består af forkortelser. Tænk her på SAS, IBM, UPS, m.fl..
Herudover kan såkaldt vareudstyr i visse tilfælde også beskyttes rent varemærkeretligt. Fx er den kendte røde sål på Louboutins sko varemærkeretligt beskyttet i både USA og EU. Den er på nuværende tidspunkt ved at miste sin varemærkeret i EU.
2. Særpræg
Særprægsvurderingen er helt fundamental, når der skal tages stilling til, hvorvidt et forretningskendetegn kan få varemærkeret. Særpræg vurderes meget anderledes end originalitet indenfor ophavsretten og nyhed indenfor patentretten. Man kan derfor godt anvende et tegn, der har været længe kendt, som varemærke. Det væsentlige er blot, at varemærket er distinktivt og ikke deskriptivt. Det betyder bl.a., at et varemærke selvsagt skal skille sig ud fra mængden. Omvendt kan man derfor heller ikke bruge generiske betegnelser som varemærke. Tag fx IT-giganten Apple. Såfremt de solgte æbler og ikke computere, telefoner mv., så ville navnet Apple være deskriptivt.
Indenfor varemærkeretten tales der om den såkaldte Kodak-doktrin. Heraf følger det, at man som varemærkeindehaver kan modsætte sig andres brug af sit varemærke, selvom (den nye) brug af mærket er forbundet med varer, der har en helt anden art, end den varemærkeindehaveren har registreret det for. Navnet kommer fra en varemærkesag i England i 1898, hvor Kodak, der lavede fotoudstyr, fik modsat sig, at en virksomhed, der laver cykler, kunne bruge selvsamme varemærke. Princippet er i dag blevet indført i lovgivningen i både Danmark og mange andre lande.
3. Varemærkelovens § 2, stk. 2
Bestemmelsen siger kort fortalt, at man ikke kan få varemærkeret over en udformning, design, funktion el.lign., såfremt den er rent funktionel. Her bør man i stedet søge beskyttelse gennem andre typer regelværk som fx ophavsretten, patentretten eller designretten.
4. Ingen krænkelse af eksisterende varemærke, jf. Varemærkelovens § 14
Reglerne i denne bestemmelse udgøres af en række principper som fx et forbud mod at krænke andres ophavsrettigheder, varemærker osv. Men reglen tilsigter også at forhindre registrering af varemærker, der fx er racistiske eller stødende. Derudover kan man heller ikke registrere varemærker, der indeholder andres personnavne, flag, våben eller statsemblemer.
Hvem kan få varemærkeret?
Kort fortalt, så tilfalder varemærkeretten den person eller virksomhed, der stifter varemærkeret ved ibrugtagning eller registrering. Man behøver derfor ikke selv at have udformet eller skabt varemærket. De fleste virksomheder får da også designere o.lign. til at lave formgivninger, slogans, logoer osv., der kan bruges til at lave varemærker. Det betyder dog ikke, at designerne får retlig adkomst til varemærket, men der kan i visse tilfælde være en række ophavsretlige problemstillinger forbundet med denne skabelsesproces.
Både privatpersoner og erhvervsdrivende kan få varemærkeret, men i praksis er det nærmest kun virksomheder, der skaber, bruger og handler med varemærker. En virksomheds ansatte får heller ikke adkomst til varemærker, da de alene vil tilhøre den virksomhed, hvori den ansatte har skabt det pågældende varemærke.
Der kan dog opstå problemer i forhold til overdragelser af varemærker mellem producenten af et varemærkeretligt beskyttet produkt og fx den agent, der står for salget af produktet. Hovedreglen er her, at det er ”stamhuset”, hvilket vil sige den oprindeligt producerende virksomhed, der beholder varemærket. I visse tilfælde kan det være gavnligt at indgå en licensaftale omkring et varemærke. Tænk fx på franchisesystemer, som bl.a. McDonald’s eller 7Eleven. Her licenserer de forskellige butiksejere varemærkeretten fra et moderselskab under en række nærmere definerede vilkår.
Beskyttelsens indhold
Hvis man får stiftet et varemærke efter faktorerne angivet ovenfor, så kan man se frem til en eneret til erhvervsmæssig brug af mærket. Man derfor kan som varemærkeindehaver forhindrer andre i at benytte varemærket kommercielt. Det betyder samtidig, at privat brug af varemærker ikke udgør en krænkelse af varemærkeretten.
Forholdet til ytringsfriheden medfører undertiden, at virksomheder må finde sig i at se deres varemærker blive brugt til satire, parodier, m.v. Såkaldte hadesider kan også være lovlige, når de anvender varemærker til at komme med kritik af diverse virksomheder. Domæneregistreringer af andres varemærker er derfor oftest tilladt, så længe det tydeligt fremgår, at der er tale om hadesider.
Det er ligeledes tilladt at bruge andres varemærker i reklamer og annoncering, så længe varemærkerne kun fremtræder som rekvisitter. Dvs. at modeller i en reklame for et mobil-abonnement gerne må bære mærkevaretøj. Men hvis mobiltelefonerne er præsenteret i sammenhæng med et kendt brand, som fx indvendigt i en Audi, så kan der være tale om en varemærkekrænkelse. En sådan fremstilling vil kræve indhentelse af godkendelse fra Audi forinden.
Om brugen af varemærker i online-annoncering er udviklingen indenfor retsområdet blevet udfordret kraftigt de seneste par år. Læs mere om dette i vores næste indlæg om varemærker på nettet.
Varighed
Immaterielle rettigheder har som regel en udløbsdato. Det gælder både for designs, ophavsrettigheder og patenter. Det forholder sig dog anderledes med varemærker, da de som udgangspunkt varer for evigt. Af og til ser man, at et varemærke hænger sammen med en anden immaterialret, såsom et patent eller et design. Når denne ret udløber, kan det tale for at også eneretten til varemærket ophører.
Hvis man har registreret sit varemærke, vil registreringen gælde i 10 år og fornyelse kan derefter ske hvert 10. år. Det er dog andre regler, der gør sig gældende for varemærker stiftes ved ibrugtagning. Her er varemærkeretten gældende, så længe det pågældende varemærke er i brug. For registrerede varemærker gælder det, at hvis ikke indehaveren af varemærket gør reel brug af sit varemærke i en periode på 5 år, så kan der ske ophævelse af registreringen. Hvad der ligger i brug af et varemærke er vanskeligt at definere entydigt. Dog kan det siges, at den nedre grænse for almindelig brug formentlig vil udgøres af almindelige markedsføringsindsatser.
Den evige varemærkeret kan tilmed ophøre, hvis varemærket er gået hen og blevet en almindelig betegnelse for et vare eller tjenesteydelse inden for dens pågældende branche. Der er mange eksempler på såkaldt degeneration af varemærker, som fx grammofon, der oprindeligt var et varemærke, men senere blev en almindelig betegnelse for en pladeafspiller. I dag kan man tale om at Google i et vist omfang er degenereret som varemærke, fordi informationssøgning på internettet har fået den almindelige betegnelse ”at google noget el. nogen”.
Dette blogindlæg kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Lexly påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan afledes af brugen af dette blogindlæg. Dette gælder, hvad enten skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i blogindlægget eller af øvrige forhold, der relaterer sig til blogindlægget.