Lexly Danmark lukker ved udgangen af 2024 💔 Læs mere om hvad dette betyder for dig som kunde ved at klikke på linket her

Medarbejdere

Den nye ferielov – hvad er nyt?

IMG 9371
D. 1. september 2020 træder den nye ferielov i kraft. Den nye lovgivning afløser en lovgivning, som har været gældende for danskerne siden 1938. Siden 1938 har der været en række ændringer og tilføjelser til loven. Den helt store reformation af loven er dog udeblevet. Det bliver der nu lavet om på. Det skyldes som overvejende et ønske om, at man i Folketinget gerne vil modernisere og gøre loven mere enkel, da den nuværende lovgivning for mange giver anledning til forvirring. Et andet meget væsentligt argument for at lave loven om er, at den nuværende lovgivning ifølge EU-kommissionen ikke lever op til EU’s arbejdstidsdirektiv. Det er altså blevet vurderet, at lovgivningen på flere forskellige områder trænger til fornyelse. Hvor adskiller den nye lovgivning sig så fra den gamle, og hvilken betydning har ændringen for arbejdsgiver og lønmodtagere?

Den nuværende lovgivning

I Danmark bygger retten til at afholde betalt ferie på et optjeningsprincip. Det betyder, at i takt med et ansættelsesforhold optjener lønmodtagere retten til senere hen at kunne afholde betalt ferie. Som det er nu, optjener lønmodtager retten til betalt ferie fra januar til december – hvorefter ferien kan afholdes fra 1. maj året efter. Det princip kaldes forskudt ferie. I praksis betyder denne model, at nye personer på arbejdsmarkedet risikerer at skulle vente i helt op til 16 måneder for at kunne afholde betalt ferie. Det er blandt med afsæt i denne model, at der har været behov for en ny ferielov, da modellen strider imod EU’s arbejdstidsdirektiv. Arbejdstidsdirektiver fra EU anfører, at lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie – uagtet om lønmodtageren først har optjent ferien. Som det er nu, har lønmodtagere ikke ret til at afholde fire ugers ferie uden først at optjene retten hertil.

Den nye ferielov

Der er i den nye ferielov selvfølgelig lagt op til en korrekt implementering af EU’s arbejdstidsdirektiv. Derfor bygger den nye lovgivning på et såkaldt samtidighedsprincip i stedet for det føromtalte princip om forskudt ferie. Det betyder, at man som ny på arbejdsmarkedet ikke behøver at vente 16 måneder med at kunne afholde betalt ferie, men derimod afholde betalt ferie løbende som feriedagene optjenes. Er man for eksempel blevet ansat i januar og vil afholde ferie i juni samme år, er der altså nu mulighed for det. Er man fuldtidsansat, optjener man efter den nuværende lovgivning 2,08 feriedage, hver måned man er ansat. Det betyder i ovennævnte tilfælde, at man som nyansat fra januar til juni har optjent 12,48 feriedage, som man efter den nye ferielov vil have ret til at afholde i samme kalenderår. Når man er ansat som funktionær, er det en helt almindelig hovedregel, at bestemmelser om ferie indsættes i ansættelseskontrakten. Det samme vil gøre sig gældende, når den nye ferielov træder i kraft. Der skal der ligeledes specificeres, hvordan ferie skal afholdes. Varsling om afholdelse af ferie sker efter de nuværende regler herom. Udgangspunktet er, at arbejdsgiveren skal iagttage en ansats ønsker om ferie. Hvis ikke det er muligt at imødekomme en ansats ønsker om ferie, skal arbejdsgiveren varsle en medarbejders ønske om ferie minimum tre måneder før afholdelsen af ferie. På den måde har den ansatte mulighed for at planlægge ferie i rimelig tid. I den nye ferielov er antallet af feriedage uændret, og det betyder, at man som lønmodtager stadig har ret til minimum 25 dages ferie.

Overgangsfasen

Når den nye lovgivning om ferie træder i kraft vil funktionærer have optjent feriedage i henhold til den nuværende lovgivning, som så vil være i ’’overskud’’. De ekstra optjente feriedage vil blive indefrosset, som en nyoprettet fond ved navn Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler vil forvalte. De overskydende feriedage vil først udbetales, den dag at funktionæren forlader arbejdsmarkedet. Eftersom loven først træder i kraft i 2020, er der lige en rum tid til at forholde sig til de nye regler, hvilket er til fordel for de fleste virksomheder, da ændringer medfører nye muligheder for ansatte i forhold til den periode, hvor der kan afholdes ferie. Hos Lexly hjælper vi både ansatte såvel som arbejdsgivere med rådgivning i relation til både den nye og gamle ferielov, ligesom vi også hjælper med andre opgaver indenfor ansættelsesret. Opret din sag i dag og få et uforpligtende tilbud på din sag fra vores juridiske eksperter. Dette blogindlæg kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Lexly påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan afledes af brugen af dette blogindlæg. Dette gælder, hvad enten skaden eller tabet er forårsaget af fejlagtig information i blogindlægget eller af øvrige forhold, der relaterer sig til blogindlægget.